Rund om Arne "Post"Madsen

- og også lidt rundt om Karen

Lad det være sagt med det samme; man kan ikke skrive om Arne Post uden også ar skrive om hans hustru gennem 53 år, som han mødte på postruten. På gården hvor Karen var, var der en meget stor dansk hund. Den hadede postbude ganske inderligt. Og da Arne intetanende kom med posten første gang, slap den id og ville bestemt have tygget i ham, hvis ikke Karen i al hast havde grebet den i halsbåndet. Det siger meget om Karens viljestyrke, at hun fik den stoppet, for hunden var stor og det er Karen egentlig ikke. Lige siden har Karen og Arne været et par, det holdt sammen og hjalp hinanden, også når det kommer til høns og duer.

  

Arne har boet en enkelt måned mere end Karen i det lille røde hus på Kirstensvej, for hunflyttede først ind efter brylluppet. Huset er siden bygget om og udvidet, så der har været plads til 2 børn og mange dagplejebørn. Fra vejen er det næsten svært at se huset, for det forsvinder i en blomsterpragt, der er helt utroligt. 

Arne samler sjældne og farverige planter som sammen med de fyrre forskellige georginer blomstrer om kap i et farveorgie, der ligner noget man ellers kun ser i syden.

I bunden af haven- ved siden af den store køkkenhave- ligger hønsehuset. Otte rum med tilhørende løbegårde, som er overdækkede. Det hele er indrettet funtionelt og praktisk. Der er i øvrigt lås på låger og døre, for Arne har oplevet at få stjålet høns, han havde annonceret til salg. 

I huset bor høns til avl og udstilling. Racen er Langshans, sort, dværg. Der bor rugehøner og der bor duer; både luchs og modena.

Både Arne og Karen er oprindeligt fra landet. Arne var landmand indtil han kom i militæret. Derefter blev han postbud. Men trangen til at dyrke sit eget og være selvforsynende ligger dybt. Og det var faktisk derfor Arne og Karen i første omgang fik høns. For at få friske æg. Derfor var de første høns på Kirstensvej blandingshøns. Derefter kom duerne til; Så man kan få duesteg. Man fornemmer, at duestegen er blevet til en årlig familiefest, som ingen vil undvære. 

De første høns fik Arne hjemme på gården i Såderuo, mens han endnu var en skoledreng. Det var brune italienere, som han havde, indtil han kom ud at tjene. Karen startede med høns allerede som 4-5 årig. Brødmanden forærede hende 1.1 Mille Fleur. Men selvom hun startede med racehøns i en så ung alder, er det aldrig rigtig blevet hendes interesse at avle dem. Høns siger hende ikke rigtig noget på den måde. I dag er hønsene Arnes og duerne Karens. 

Arne har i perioder været meget syg i de senere år. Han har både fået skiftet hofterne og han har fået pacemaker. I de perioder hvor han har været ukampdygtig har Karen, sammen med naboen, passet både høns og duer.Det har aldrig været på tale at stoppe hønseholdet. Høns skal man have!

Sidst i 60'erne begyndte Arne at gå på udstillinger rundt omkring og se på høns. Han mødte NooF's daværende formand, Svend Andersen, som overtalte ham til at blive medlem og det blev han - helt præcis d. 15. marts 1968. (Arne Posts hukommelse for datoer er mildt sagt imponerende) Arne er dermed den af fjerkræklubbens medlemmer der har været med længst. Han har siddet i bestyrelsen i 16 år, heraf de 6 som formand. Han er også aktiv i Langhansklubben.

Sideløbende med det har Arne været håndboldtræner og selv spillet aktivt i 33 år og det frivillige arbejde ligger ham meget på sinde. Det er det med at give til andre og se hvor glade de bliver. At skabe oplevelser især for børn, men også alle os andre, det er vigtigst for ham.  For jo mere man giver, desto gladere bliver man! Det er bare ligesom om folk har glemt det i dag, synes Arne.

Hønseholdet har gennem årene givet anledning til mange sjove oplevelser. En af dem var da der skulle spilles Nøddebo Præstegård til jul og man manglede en hane. Skuespillerne lånte Arnes sølvhalsede Italiener og han spillede storartet! Sesværre blev hønsene fuldstændig tossede på ham da han kom hjem igen. " Han har vel gået og blæret sig over for dem". 

Der bliver passet godt på hønsene hjemme hos arne og Karen. Karen har flere gange givet kunstigt åndedræt til kyllinger og så men også til en høne, der faldt bevistløs om, da den kom i bad før udstilling. (Den Overlevede.) I mange år havde familien også en stor gråstribet kat, der omhyggeligt bragte kyllingerne hjem, hvis de for vild under vandring i haven.

 

For sådan er det hos Arne og Karen, man hjælper hinanden!

Høns og kyllinger går i øvrigt ikke længere frit i haven. De fik smag for at forvilde sig ind til naboen. 

This site was designed with the
.com
website builder. Create your website today.
Start Now