top of page

Referat af Fjerkræklubben Syd-, Øst- og Midtfyns generalforsamling 25. feb. 2025.

 

Jørgen bød velkommen til den årlige generalforsamling, det er dejligt der er kommet så mange. Det var også rart at se nogle nye ansigter.

 

Punkt 1: Valg af dirigent og stemmetællere:

Bestyrelsen foreslår Bjørn Nyrnberg, som blev vedtaget. Bjørn takker for valget og starter med at annoncere at generalforsamlingen var lovligt indkaldt ved mails, opslag på FB samt indlæg i det grønne blad.   Dagsorden blev læst op.

Der skal vælges 2 stemmetællere, Yvonne og Ole meldte sig. Der er 14 stemmeberettede mødt op.


Punkt 2: Bestyrelsens beretning v. formanden.

Jørgen læste årets beretning op:

” Efter en vellykket udstilling i december, blev det igen i januar tiden hvor vi skulle mødes til lidt socialt, igen til banko på Vindinge skole. Der var mødt 17 personer til denne aften, hvor der var en hel del præmier med sidegevinster, hovedgevinsten var et gavekort til Føtex på 200 kr. som røg til Langeland. Efter spillet kaffe og kage samt hyggelig snak om fælles oplevelser omkring vores hobby. Til sidst blev der takket af med et på gensyn til generalforsamlingen i februar.

Tirsdag d. 27. februar var der indkaldt til ordinær generalforsamling, på Vindinge skole. Der blev budt velkommen til forsamlingen hvor derimellem var 15 stemmeberettiget.

Første punkt på dagsordenen var valg af dirigent, hvor Bjørn Nyrnberg blev foreslået og valgt.

Herefter var det beretningen hvor de forskellige arrangementer blev gennemgået.

Hvidkilde d. 4. maj, sammen med Haveselskabet, her var vi igen med, med en PR-stand. Vejret var ikke det bedste, da det startede med regnvejr. Ved et ophold i regnen blev standen sat op af Rune, Paul og Lene fra bestyrelsen, samt Jack, Morten med familie. Der blev præsenteret Sorte Bantam, Røde dv. Wyandotter og store Brun sort Porcelænsfarvede Sussex. Ved åbningen var der kø ved indgangen og hele dagen igennem var der stor søgning i teltet. Der kom en masse god snak om de medbragte dyr, klubben, og om det at holde fjerkræ. Så vi må håbe at et arrangement som dette giver folk mod på et lille hønsehold, og måske senere et medlemskab i klubben, samt med i udstillerrækken på vores udstilling. Pladsen lukkede kl. 16.00 hvorefter de samme mennesker hurtigt fik standen pakket ned.

Bestyrelsen takker alle deltagere og hjælpere som gjorde det muligt at få vist lidt af vores Racefjerkræ.

Også en stor tak til Haveselskabet Svendborg for vi igen måtte være en del af deres arrangement.

Det Fynske dyrskue først i juni, var som tidligere en stor succes. Alt fra høns, svømmefugle og duer, så der var et fint udsnit af vores Racefjerkræ som flittigt blev besøgt af det store publikum, alle dyrskuedagene igennem.

Ørbæk marked midt i sommerferien, men trods det et meget stort besøgstal. Op til markedet var der nogle dystre vejrudsigter, men sådan gik det heldigvis ikke, kun en enkelt byge om søndagen, ellers fint dyrskuevejr. Igen som tidligere med tre hold dyr om lørdagen og tre andre hold om søndagen. Mange besøgende i vores telt hvor der var en fin snak om de medbragte dyr, og mange andre racer, også om hvor mange der havde fjerkræ derhjemme. Men det med at tage det sidste spring og holde racefjerkræ og evt. med tiden at deltage i udstillinger og et hyggeligt foreningsliv, kniber det noget med. Til alle, tak for hjælpen.

I weekenden d. 17-18. aug. var der arrangeret arbejdsdag på depotet. Det trængte til en gennemgang, der var en del som skulle kasseres, da der var forskelligt som enten var gået i stykker eller ikke blev brugt mere, samt levn fra det tidligere børnedyrskue. Vi startede begge dage med morgenkaffe og rundstykker. Om lørdagen var der mødt en del medlemmer og andre hjælpere op, dejligt da der var en hel del der skulle gennemgås. Tidligere på året havde vi konstateret en hel del støv på bukke og især bundene til de store bure, det viste sig at være borebiller. Så heldigvis havde vi rigtigt fint vejr, alt kom ud, blev støvet af, og igen lagt fint på plads. Arbejdet gik fint og sidst på eftermiddagen var der kun lidt tilbage til om søndagen.

Det viser sig nu her til udstillingen at den var gal igen, så vi må på den igen med skrappere midler.

Vaccinationen sidst i august. Denne gang var det Langelænderne der startede om morgenen da deres dyr mest er samlet et sted, hvorimod vi andre kører rundt. Der var i år nye opdrættere, og nye racer med, så de kunne udstille på de forskellige udstillinger.

Der blev vaccineret godt 330 dyr i alt.

Hønsedagen d. 21. september skulle have været ved Heidi. Da tilmeldingsfristen var udløbet, var der kun meget få tilmeldte, så vi valgte at aflyse, desværre. Men også kun en uge før Vestfyns

Udstilling, det er svært at få alle arrangementer passet ind med en rimelig afstand nu da det hele er rykket sammen over en kortere periode.

Udstilling Odense/ Vestfyn sidst i september. Landsudstillingen sidst i oktober. Langeland midt i november. Alle steder var der deltagelse af vores medlemmer, og alle med et godt resultat.

Klubbens udstilling og i år Fynsmesterskabet i Vindingehallen, blev jo næsten en juleudstilling, kun godt 8 dage før jul kunne vi afholde udstilling, da hallen var optaget tidligere på måneden. Årets højdepunkt med i alt 180 tilmeldte dyr i såvel store, dværghøns, ænder og gæs og et enkelt hold æg samt en volieresamling, kun manglede der som tidligere en gruppe med raceduer. Udover et bredt udsnit fra fjerkræfolkene, var der ligeledes stor opbakning fra kaninfolket med 106 katalognumre. Det passede fint så hele hallen var fyldt og indbydende for publikum.

Vi startede allerede onsdag med at køre materiale til under halvtaget ved hallen for at vognmandens

program gik op. Fredag kl. 15.00 var hallen fri til os så opstillingen kunne begynde, og der var klar til dyrenes ankomst fra kl. 18.30

Alt blev klappet og klar til dommernes ankomst lørdag morgen. Rigtig mange gode samlinger blev det til med i alt 15 pokaler til uddeling, også en præmiestand med mange fine æres- og kåringspræmier.

Dette års Fynsmester for voksne var ved svømmefuglene, de Sort Hvidbrystet Danske Ænder.

Desværre ingen ungdomsmedlemmer med svømmefugle.

Fynsmester og klubmester blandt ungdommen var mellem Wyandotterne med de Gule.

Fynsmester og klubmester for de voksne med høns og dværghøns, var at finde blandt de Sølv sortplettet dv. Hamborger.

En god og vellykket udstilling som her i 2025 igen bliver samme weekend, i Vindingehallen.

Der har i årets løb været afholdt 6 bestyrelsesmøder.

Og her til slut, det her var min sidste beretning, som nogen sikkert har hørt, jeg stopper i bestyrelsen, efter 9 år og efter 6 år som formand. Det har været spændende, de forskellige opgaver igennem årene, men nu mener jeg at der godt må komme yngre kræfter til, og jeg bliver heller ikke yngre. Jeg vil gerne her sige den øvrige bestyrelse tak for godt samarbejde, dette gælder også de tidligere medlemmer der har taget del i bestyrelsesarbejde i min tid. Der skal også lyde en stor tak til øvrige medlemmer og medhjælpere, sponsorer, Vindingehallen og annoncører ved udstilling og andre arrangementer.

På bestyrelsens vegne.

Jørgen.”

 

Der var ingen kommentarer til beretningen, og beretningen blev enstemmigt godkendt.


3. Det reviderede regnskab fremlægges.

Heidi gennemgik regnskabet. Der var ingen kommentarer eller spørgsmål til dette, som blev enstemmigt vedtaget.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Punkt 4. Indkomne forslag vedrørende klubben.

Der var 5 forslag indstillet af bestyrelsen, alle blev enstemmigt vedtaget med en ændring af forslag 2.

 

 Forslag 1

Det foreslås at §4 om antal af bestyrelsesmedlemmer ændres fra det nuværende ”Fjerkræklubben ledes af en klubbestyrelse, der består af 7, hvis dette ikke kan opnås da 5 aktive medlemmer. Det tilstræbes hvert år på generalforsamlingen at opnå 7”.   til

Fjerkræklubben ledes af en klubbestyrelse der består af 3 til 5 medlemmer. Ved 4 medlemmer har formanden 2 stemmer.

 

Lars Bering: Man skal passe meget på med at gøre det, da der så er mindre folk til at lave de samme opgaver, men jeg forstår godt hvorfor I vil gøre det, da det er et nødvendigt onde.

 

Forslag 2

Der foreslås en tilføjelse til den nuværende §3 udelukkelse af et medlem kan kun ske ved bestyrelsens enstemmige beslutning

Tilføjelse:

Hvis et bestyrelsesmedlem ikke med rimelighed tager del i klubbens aktiviteter, udebliver fra møder uden gyldig grund eller går imod klubbens formål, kan et flertal af den øvrige bestyrelse opfordre vedkommende til at trække sig fra bestyrelsen.

 

Jørgen: I den gamle klub var der også en regel om at hvis et bestyrelsesmøde ikke mødte op 3 på hinanden følgende gange, var man ude af bestyrelsen.  Vi har nu et medlem som ikke møder op, og som ikke melder afbud til arrangementer og aftaler holdes ikke.  Det er ærgerligt, at det er nødvendigt.

Lars: Der står at man kan opfordre til det, måske ordlyden skal være anderledes så man kan få dem ud af bestyrelsen.

Jørgen: Det er korrekt.

Henning: Kan medlemmet ikke være ekskluderet.

Yvonne: Jeg mener det er en kedelig ting at skulle tilføje til vedtægterne, men burde kunne snakke med personen om at bytte sin plads ud med suppleanten. Jeg har ikke noget imod at man beder folk om at gå, men at få det ned på skrift er ret hårdt.

Bjørn: På den måde det er skrevet her er en gylden middelvej hvor man ikke vil smide nogle ud, men det er også en måde at få gjort opmærksom på, at man skal yde en indsats i bestyrelsen.

Skal der stemmes om forslaget som det står her, eller skal det ændres:

Forslag ændres til:

Hvis et bestyrelsesmedlem ikke med rimelighed tager del i klubbens aktiviteter, udebliver fra møder uden gyldig grund eller går imod klubbens formål, kan et flertal af den øvrige bestyrelse ekskludere vedkommende fra bestyrelsen.

 

Forslag 3

Der foreslås en ændring i §5. Kassereren indsender senest 1. april klubbens godkendte og underskrevne regnskab, dagsorden samt godkendt og underskrevet referat fra sidste års ordinære generalforsamling.

Til:

 Kassereren indsender senest 1. april til DFfR, klubbens godkendte og underskrevne regnskab, dagsorden samt godkendt og underskrevet referat fra sidste års ordinære generalforsamling. (for at være en aktiv lokalforening)

 

Jørgen: Der er ikke så meget i dette forslag, det er blot forbi der i vedtægterne ikke står hvem man skal sende dokumenterne til.

 

Forslag 4

Det foreslås at det nuværende Vandrepokaler for voksne skal for at blive ejendom vindes 3 gange i træk eller 5 i alt på samme race og farve. Ændres/præciseres til:

Vandrepokaler for voksne skal for at blive ejendom vindes 3 gange i træk på hinanden følgende udstillinger, eller 5 gange i alt på samme race og farve.

 

Dette er for at præsidere at selvom man står 3 gange efter hinanden fordi pokalen ikke er uddelt hvert år, så har man ikke vundet 3 gange i træk.

 

Forslag 5

Det foreslås at Fællespokaler skal for at for at blive ejendom vindes 3 gange i træk på samme race og farve eller fem gange samme race og farve ændres/præciseres til:

Fællespokaler skal for at blive ejendom vindes 3 gange i træk på hinanden følgende udstillinger, på samme race og farve eller fem gange i alt på samme race og farve. Ungdomsmedlem tæller med ved overgang til voksenmedlem.

 

 

Disse 5 forslag er gældende fra dags dato, 25. februar 2025.

 

 

Punkt 5. Arbejdsplan for kommende år

Bjørn: Her er der udleveret et forslag til arrangementer, det er et forslag så her tænker jeg at medlemmerne gerne må komme med forslag.

 

9. April                              Medlemsmøde Hovedforeningen

3. Maj                                Hvidkilde Havemarked

24. Maj                             Repræsentantskabsmøde, Vissenbjerg Storkro

13-15 Juni                       Det fynske fællesskue

11-13. juli                        Ørbækmarked – Hvor mange dage? Jørgen: her plejer vi at være 2 dage, jeg syntes det er fint med begge dage med alt det der skal sættes op derovre. Vi har sagt ja til at komme begge dage.  Paul: Jeg mener også at man ligesågodt kan tage 2 dage når man har sat op alligevel.   Der arbejdes videre med 2 dage.

                                            Åben havedag/ Sommerfest hos Morten Clausen Vi har spurgt Morten om de vil holde en åben havedag, og det vil de gerne. Det bliver et arrangement sammen med Langeland. Så her skal der bare findes en dato der skal passe begge foreninger og Jørgen Clausen.

 

16/17 august                 Arbejdsdag depotet Her skal burene sprøjtes, og redes fra borebillerne.

23. August                      Vaccination

13. september              Hønsedag hos:  Vi vil rigtig gerne være hos Yvonne. Yvonne siger hun går hjem i kalenderen og kigger, hun har hønsedagen med de Toppede som mener det er ugen før. Hvis hun ikke skal noget den dag må det godt være der.

27-28. september        Odense-Vestfyn Udstilling

24.-26. Oktober            Landsudstilling

14-16. November         Langeland udstilling

13-14. december         SØM udstilling

16. januar  2026            Nytårsbanko

24. februar 2026           Generalforsamling

 

6. Valg til bestyrelsen.

På valg er:

Lene Sørensen. - Modtager ikke genvalg.

Heidi Frederiksen- Modtager genvalg

Henrik Madsen – Ønsker ikke genvalg, men Fortsætter som suppleant.

Jørgen Chr. Hansen. Modtager ikke genvalg.

 

Hermed har vi Rune, Heidi og Poul i bestyrelsen, Martin er ikke på valg i år, men da der ikke er betalt kontingent og vi ikke har hørt fra ham, kan han ikke fortsætte i bestyrelsen.

Der bliver spurgt om nogle ville ind i bestyrelsen.

Jørgen foreslår Jimmi, som er et nyt medlem. Heidi Foreslår at Jimmi kommer ind som suppleant det første år, så han deltager i det hele, men ser hvordan det fungere. 

 

Ingen meldte sig. Heidi er genvalgt.


7. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter

På valg er:

Knud O. Andersen. -  Ikke længere medlem.

Ole Justesen. – Modtager ikke genvalg.

Henrik Madsen og Jimmi Hartmann Pedersen er hermed valgt.

 
8. Valg af 1 revisorer og 1 revisorsuppleant

På valg er Knud O. Andersen. – ikke medlem længere.

Jack Tangaa sad som suppleant og modtager valg.

Der skal herefter vælges en suppleant, her bliver Yvonne Isen valgt.


9. Valg af klubrepræsentant til DFfR’s repræsentantskabsmøde.

Bjørn:  Normalt vil det være formanden der tager afsted, men da vi nu ikke har en formand, kan vi ligge det op til bestyrelsen og konstituere sig og vælge en at sende afsted.  – Dette blev vedtaget.


 Indstilling af medlemmer til udvalg i DFfR. Der er ikke så mange aktive udvalg, men det kunne være i forhold til bladet eller udstilling. Man bliver kontaktet af de enkelte udvalg hvis man vælger sig og får en snak om hvad man kunne arbejde med. Ingen meldte sig.

 

9b: Der tilføjes et punkt, som blev glemt under regnskabet. Bestyrelsen foreslår at kontingent fortsætter uændret. – dette blev vedtaget.


10. Eventuelt.

Her kan alt debatteres men ikke vedtages.

 

Jørgen: Under punkt 4b, forslag til repræsentantskabsmødet. Vi har ingen forslag med, men jeg ved at der kommer et forslag med at man ønsker at genindfører Opmand på Landsudstillingen.  Jeg vil på det kraftigste opfordre til, at man stemmer for dette forslag. Jeg har hørt mange som gerne vil have det indført igen så der bliver ekstra godkendelse på 97point.

Lars: Hvordan blev det besluttet, ved reb.møde eller HB

Jørgen: Det var HB der tog den beslutning

IB: Vi mente i hovedbestyrelsen at det var op til dommerne at tage den rigtige afgørelse omkring det dyr de dømmer. Men jeg kan godt hører at der snakkes meget om det i krogende.

 

Bjørn: er der andre der har noget, ellers ved jeg Ib har noget i forhold til den 9. april.

Ib: Vi har arrangeret et hovedbestyrelsesmøde den 9. april kl. 19 i Salbrovad. og det er vigtigt i tilmelder jer til Bjørn. Der er nok nogle der mener vi trænger til fornyelse. Vi har mistet en del medlemmer de sidste år pga. Corona og fugleinfluenza, så vi vil rigtig gerne arbejde for at få flere nye medlemmer. Der er også mange racer og farver der er på vej væk, så vi forsøger også at holde racerne i live. Sidste år var det landhøns og i år er det tværstribede der er fokus på.  Mød op, vi er vært ved kaffe og kage.

jeg har fået nogle æg af sorte Lutte høns, som der ikke er ret mange af. Find jer en race eller 2 og gør noget ved det. Der er 6 møder rundt om i landet. 2 på Sjælland, 1 her på Fyn og 3 i Jylland.

Bjørn: Som Ib siger, så er det en aften hvor vi skal snakke fremtid for klubben.

 

Bjørn: Så vil jeg takke for god ro og orden, og give den nye bestyrelse en hånd.

 

Herefter var der uddeling af pokaler og kaffe.

Skærmbillede 2025-02-27 090514.png
bottom of page