top of page

Kyllingemoder

Nu i denne tid hvor meget af døgnet er mørkt og trist, skal vi nok tænke på de indendørs sysler, og måske se lidt frem til foråret og den nye kyllingetid. Det kunne være at gennemgå og evt. reparere sin rugemaskine, gennemgå sine kyllingemødre og måske lave nye, så det hele er klar til den nye sæson.

Her lidt nye tips til en praktisk kyllingemoder..

Disse er billige, og nemme at lave, og meget effektive.

For år tilbage da vi skulle skifte fryser, og den gamle var på vej ud, fik jeg ideen at den kunne da godt lige laves om til en kyllingemoder. Der er næsten alt hvad der er brug for, en solid kasse, meget rengøringsvenlig, og så en meget vigtig ting, at det hele er isoleret og den kan stå alle steder uden at der dannes kondens og fugt ved kyllingerne. Med tiden er der så kommet flere til, med godt resultat for det daglige arbejde og renholdelse. Udtjente kummefrysere er ret nemme at få fat på, evt. ved den lokale installatør. Før man går i gang skal kølevæsken tappes af på lovlig vis, men mange af disse frysere er jo allerede utætte i systemet, så det er ikke så vanskeligt. En vinkelsliber til at skære det nederste af fryseren af med ( et arbejde der godt kan svine lidt.) og en kopsav til at skære huller med, til luft ind og ud, så er man nået langt.

Har man plads, kan fryseren stå som ved alm. brug, og blot fyldes op, med f.eks. tørt sand og også her afslutte med flamingo og tynd plade. så slipper man for arbejde med vinkelsliber og det lidt snavsede arbejde.

Jeg har to ens frysere som hver måler 100 x 62 x 35. En ny bund af en finer plade, ovenpå den en 50 mm. flamingoplade, og til sidst en 3 mm. finerplade så der nemt kan skrabes ud, og kyllingerne ikke får fat i flamingoen. To 80 mm. huller i side og låg så luften kan cirkulere, og man kan regulere varme og luft med skydeklapperne. Der kan samtidig monteres en alm. lysdæmper for varmen, så der er en mulighed mere for at regulere denne. Alusiderne indvendig males hvide, så det ikke giver genskind af lyset.

Yderlige skal der bruges en alm. fatning til lys,( energirør eller ledlys.) Lyset kan styres over et ur, så der er perioder døgnet igennem hvor kyllingerne ikke har lys.

Til varmen monteres der en porcelænsfatning, da denne bliver ret varm. En 60 w. Elstein pære (dem uden lys) kan nemt varme kassen op til de 32 grader, som er passende for daggamle kyllinger, og mere til, selvom den står i et koldt udhus eller garage.

​

I en sådan kyllingemoder kan der godt gå 35-40 dværgkyllinger de første 10- 14 dage.

Herefter kan kyllingerne komme på gulvet til mere plads og en større kyllingemoder af samme princip, indtil de er varmefrie.

Kyllingemoder på gulvet måler 170 x 65 x 45. og opvarmes af en 60 w og en 100 w. pære.

Bunden her er løs, da den står på gulvet, men med isolering og en tynd plade ovenpå.

God fornøjelse, hvis nogen har lyst at prøve dette.

Vh. Jørgen Chr.

bottom of page